Ny liste over faldne 1914-1918 udgivet af Sønderborg Slot

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot har netop lagt en opdateret liste med oplysninger om pt. 6317 faldne og savnede soldater fra 1. verdenskrig med tilknytning til Sønderjylland ud på museets website. Der er udarbejdet en række pdf-filer, hvori listen er sorteret på forskellig vis.
Denne opdaterede liste fra juni 2016 er den 7. liste siden 2012.

Baggrund for projektet:
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, Landsarkivet for Sønderjylland (nu: Rigsarkivet, Aabenraa) samt en arbejdsgruppe bestående af frivillige, aktive slægtsforskere gennemgik i 2012 en række kilder for at identificere de faldne og savnede soldater fra 1. verdenskrig.
Dette arbejde resulterede i en liste på 5333 navne, der blev nævnt på mindetavlerne på Den sønderjyske Kirkegård i Braine, Frankrig, i 2013.

Det fortsatte arbejde:
Arbejdet med listen fortsætter, idet der endnu er frivillige, der gennemgår supplerende kilder og der jævnligt indsendes nye oplysninger af den faldnes pårørende eller lokalhistorisk interesserede.
Arbejdet med kilderne udføres primært af frivillige, mens arbejdet med listen ligger hos Hanne C. Christensen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, der var projektleder for arbejdsgruppen i 2012.

I den seneste version (fra juni 2016) er f.eks. tilføjet en del rettelser samt oplysninger fra ca. halvdelen af de i alt ca. 4000 ansøgninger om efterladterente efter faldne og savnede soldater. Ansøgerne kan være børn, enker og forældre.
Efterladtesagerne i Invalidenævnets Arkiv gennemgås af en lille gruppe frivillige.

Efterladtesagerne findes i Invalidenævnets Arkiv på Rigsarkivet, Aabenraa. Læs evt. mere om sagerne i Sønderjysk Månedsskrift, nr. 3, 2014.

Spørgsmål ang. listen samt oplysninger om fejl, supplerende oplysninger og lignende sendes til Hanne C. Christensen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Vær opmærksom på, at tomme felter betyder at personen pt. ikke er fundet i den pågældende kilde. Læs også gerne vejledningen fra september 2015 som findes på samme side som listen.

Den seneste version af listen (se datoen i øverste højre hjørne) kan altid findes på Museum Sønderjylland – Sønderborg Slots website.

Næste opdatering af listen planlægges pt. til efteråret 2016.

Klip fra liste over savnede og faldne soldater med tilknytning til Sønderjylland. Udgivet juni 2016 af Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot.
Klip fra liste over savnede og faldne soldater med tilknytning til Sønderjylland. Udgivet juni 2016 af Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.