Tønder: Afslutningen på 1. verdenskrig

Tønder: Afslutningen på 1. verdenskrig

I Tønder kommune blev afslutningen på 1. verdenskrig markeret med blandt andet følgende 2 initiativer:

Udstilling:
I anledning af markeringen af 100 året for afslutningen på 1. verdenskrig lavede Lokalhistorisk Forening for Gl.-Tønder Kommune en mobiludstilling på 10 stk. roll-ups, som fortæller om krigens afslutning og krigens konsekvenser, set fra Tønder Kommune.
Udstillingen blev først sat op i Studiesalen på Tønder Bibliotek fra fredag d. 9. november til mandag d. 12. november – og så stod den i flyhangaren på Zeppelin-basen i Soldaterskoven ved Tønder under receptionen før premieren på den nye film ”I Krig og Kærlighed”. Fra tirsdag d. 13. november og frem til fredag d. 23. november kunne udstillingen ses på Tønder Rådhus, og bagefter vil udstillingen tage på turné rundt i Tønder Kommune, så der bliver mulighed for at se den andre steder end i Tønder.
Udstillingen blev støttet af Tønder Kommunes pulje til markering af afslutningen på 1. verdenskrig.

Udsnit af planche-udstilling i forbindelse med 100-året for afslutningen på 1. verdenskrig, Lokalhistorisk Forening for Gl.-Tønder Kommune.

Udflugt:
Lokalhistorisk Forening for Gl.-Tønder Kommune tog lørdag d 10. november 2018, dagen før 100-året for våbenstilstandsdagen en busfuld historieinteresserede med rundt i Tønder Kommune for at se på sporene efter 1. verdenskrig.
De besøgte blandt andet flyhangaren ved Zeppelin-basen i Soldaterskoven ved Tønder, krigsfangegravene i Løgumkloster og Gammelskov Batteri ved Agerskov, som er en del af Sikringsstilling Nord.
Denne gang blev turen støttet af Tønder Kommunes pulje til markering af afslutningen på 1. verdenskrig, og foreningen har planer om at gentage turen til foråret. Så stor og god interesse er der for den historie, der berører de fleste familier i Sønderjylland.

Udflugt til bl.a. Gammelskov Batteri ved Agerskov den 10. november 2018 arrangeret i anledning af 100-året for afslutningen på 1. verdenskrig, Lokalhistorisk Forening for Gl.-Tønder Kommune.

 

 

Skriv en kommentar